Portefølje

Herunder finder du et udsnit af tekster jeg har skrevet og såfremt der hører fotografier med, så er jeg også skaber af dem.

“Jeg skal vise jer noget…
De her to – de er brødre og de er fiskere og de har grånende skæg, rå knoer og store arbejdsomme næver.
Den ene er 68 år, den anden er 74.
Den ene er min far og den anden er min farbror.
Hele livet har havet været deres interesse, erhverv og tilflugtssted – sidstnævnte, kun sjældent nødvendigt.
De er begge holdt op med at “bruge havet” i stor stil, men ofte ringer de hinanden op; “Skal wi u’ o’ tøm’ æ går’?” / “Skal vi ud og tømme garnene?”. Og hvis ikke den ene skal på camping eller til crockett og den anden ikke i sommerhus eller med konen rundt og frekventere Danmarks loppemarkeder – så tager de afsted.
Jeg fik en dag fornøjelsen af, at komme med ud og se om krabberne var kravlet i garnene. Og minsandten. Skæbnen ville så, at garnophaleren var midlertidigt ude af drift og da gode råd var dyre endte miséren med, at den ældste af de to måtte hive fire garn op af Vesterhavet med intet andet end de bare gummihandskebeklædte næver. Alt imens lillebror stod i styrhuset og fulgte konstante anvisninger om styrbord, bagbord, frem eller agterud. Mellem hver af de fire garn, sad de to – med al(!!!) respekt – aldrende herrer på knæene på dækket og rev krop og klør fra hinanden på krabberne. Klør lagt til side til senere nydelse, krop og ben tilbage i havet til føde for øvrige deltagere i fødekæden under overfladen.
Det var rørende og smukt at se de to brødre være til glæde og gavn for hinanden. De er i en verden kun få kender til. De er forbilledlige skikkelser i mit liv – både pga deres arbejdsomhed, men også deres fællesskab, familiebånd og ikke mindst livslang loyalitet overfor hinanden.”

“Jeg tænker når jeg ser på et andet menneske, at inde bag de øjne og de rynker og det smil, gemmer sig et unikt og komplet virkeligheds- og erfaringsbillede.

Vi har alle vores egen historie og den komplette samling fra et helt liv – hvadenten det er kort eller langt – gemmer sig inde bag vores ansigt, i hjernen. Alle relationerne er gemt derinde. Alle de glade og varme minder. Alle de tragiske hændelser. Det hele er derinde og vi bærer alle på hver vores og kender kun en brøkdel af hinandens.
Et ansigt er så enestående og inde bagved er hjernen, som opfatter og tolker og danner en verden. Vores ansigter er, i min opfattelse, vores egen unikke etikette. Den fortæller en masse om os og det er den vi genkender og husker om hinanden. Og den kan trække mange følelser frem.

Vi kender fornemmelsen, når vi ser ansigtet på en vi elsker højt. Hvordan vi noterer os vedkommendes helt særegne formationer i ansigtet.
Min mors brune øjne og helt karakteristiske ører. Min fars falmende fuldskæg, min brors kraftige skæg og gode og rare øjne, min nieces fregner og alle de andres særegenheder. Ansigtet bærer så langt hen af vejen på vores personlighed.

At få et indblik i et andet menneskes virkeligheds- og erfaringsbillede er dét som jeg i denne verden kan føle mig allermest ydmyg, taknemmelig og heldig over.”

“I 1968 sejlede den sidste roredningsbåd, sin sidste tur i Danmark. I 117 år havde tapre redningsfolk reddet nødstedte fiskere og sømænd ind på sikker grund.
Mange mennesker er blevet skånet for druknedøden og i stedet bragt trygt hjem til deres familier.
Helt præcist repræsentererede redningsstationen i Agger 863 menneskeliv, der blev reddet fra druknedøden. “RRB 89 – Vester-Agger” var Danmarks sidste roredningsbåd. Oprindeligt hjemmehørende i Agger.

Og som far sagde da vi i går beundrede Vester-Agger på Fiskeri- og Søfartsmuseum i Esbjerg; “Det var dengang der fandtes rigtige mænd”.
Min bedstefar, min mors far, blev kaldt “æ sty’h”.
Han var styrmand på RRB Vester-Agger.

I det aller værste vejr drog han og besætningen ud i bølgerne, for at redde andre.

Prisværdigt og modigt.
Jeg får en klump i halsen og bliver stolt. Jeg tror ikke besætningen på Vester-Agger havde den slags tanker om deres gerning”

“Familieudflugt.
Ja altså en veninde, mor og jeg har været på Louisiana og besøge Marens familie.
Enten er der meget dominante gener for at være en mager stakitpisser i deres familie, eller også er der noget arv eller miljø der byder på vanskeligheder med spiseforstyrrelser.
Ja, ellers er det meget fedtforbrændende at være “stående kvinde I, II, II, IV” osv. .
Jeg har i dejligt selskab, drukket et ukristeligt antal fadøl til at Maren – med orkestermusik på højtalere, af et sikkerhedsfirma i Holstebro – bliver kørt “i seng” med præcis den overdrivelse Maren fortjener. Hun står op kl. 9.00 og går i seng kl. 21.00. Hun forstår sig på værdien af fast struktur.
LaFemme au Chariot / Kvinde på Kærre / [Maren å æ wogn] blev skabt af gips af Giacometti i Geneve i 1942/43 – støbt i bronze i 1963 og i 1966 ankom hun til Holstebro. Dengang blev hun handlet for 201.000 kr., hvilket gav ballade nok i kommunen. Det virkede som mange penge, for sådan en tynd starut og der blev da også lagt madpakker til hende dengang.
Nu er hun vurderet til 100 millioner kr. og Holstebros borgmester har slået fast, at hun ikke bliver solgt, da hun er blevet symbolet for alt, hvad der er vellykket i Holstebro.
Ganske givet har min tilknytning, til Maren og Holstebro, farvet mig, men jeg synes Giacomettis skulpturer er usigeligt smukke. Og jeg er ikke alene om det.
Louisiana har Giacomettis “Den gående mand” stående. Den blev solgt ved hammerslag til en god halv milliard i 2010 og har dermed gjort Giacometti til en dyrere kunstner end Picasso”

“Når ens eksistentielle udfordringer og kvababbelser lindres… og lykkens sol skinner ind af sprækkerne… måske endda sprækkerne bliver så store, at lykken bliver den overdøvende musik.
Jeg tænker tit på den sag, når jeg taler med mennesker jeg er fortrolig med. Der er en ensomhed i at have eksistentielle udfordringer. For selvom eksistentielle problemer er allestedsnærværende og hver mands eje, så kan de være enormt svære at lindre hinanden i.

Jeg kan nok bedst forklare det gennem den situation det er, at være arbejdsløs. Det er også et spørgsmål omhandlende eksistens. Jeg har før været kortvarigt arbejdsløs – søgt, været til samtale, fået afslag. Repeat. Alt føles håbløst og endeløst. Men pludselig en dag ringer en eller anden chef og har besluttet at ens kompetencer passer til opgaven. Med et fingerknips forsvandt eksistensfortvivlelsen – hvertfald lige på job-området. Men intet menneske kunne have trøstet mig forinden, ved at sige; “Med et fingerknips er dine bekymringer fejet væk og boblerne poppes og drikkes” – altimens man helt har glemt hvordan følelsen inden telefonsamtalen var.
Man finder kærligheden. Man bliver gravid. Får jobbet. Raskmeldt. Finder en bopæl. Andet…
Altsammen kan føles som endeløse projekter, men overgangen mellem det negative udfald til det positive, er fortryllende kort.
Men hvordan husker man det, når eksistensen kradser? Et positivt livssyn tror jeg næsten er eneste udvej. At man når ét gør ondt, vender kikkerten mod noget andet. For der er altid noget at glædes over.
Lykken synger store serenader i mit liv nu. I går var det 14 år siden min søster døde, men jeg ved at hun ville være så glad og stolt af at se på min glæde.”

Min elskede sidder ved min venstre side og fører os, familien, sikkert op gennem Tyskland. Lille bukkebruse sidder på bagsædet, i selskab med en populær youtuber. Feriedagene i Berlin er slut og ferien fortsætter i sommerhuset i Søndervig.
Berlin var fantastisk – historiens ar er kradset ind i gaderne i Berlin. Jeg tror aldrig jeg har besøgt et sted, hvor historien mærkes så tydeligt og gør så stort indtryk.

Den dobbelte brostensrække der snor sig gennem byen og anviser hvor Muren stod. Checkpoint Charlie, som emmer af afskillelse. Mindeparken for dræbte jøder. Verdenskrigene og Den Kolde Krig var lige der – lige der, hvor vi nu mødes på tværs, køber postkort og står i historiens trygge læsejl.
I går læste jeg et (gammelt) interview med Johnny Madsen, hvor han berørte dét der sker, når vi mister fornemmelsen for vores næste. Han siger, at vi kun rigtigt kan tage hensyn til vores næste, når denne står lige overfor os. At hvis vi gør os umage og husker altid at tage os rigtigt og ordentligt af vores næste – altså dét menneske du i enhver given situation har foran dig, så når vi hele vejen rundt og ufred ville reduceres. Jeg ved ikke om det helt holder vand – men altså måske.

Jeg ved bare med mig selv, at jeg godt – indrømmet – kan have nogle fordomme og principielle tanker om grupper af mennesker, men det er sjældent, hvis ikke aldrig, jeg i et nærværende møde med et andet menneske, ikke mest af alt bare får øje på…. et menneske, en person, en personlighed. Jeg får øje på det menneske de er og ikke de punkter, hvor vi måtte se forskelligt på tilværelsen.

Er det ikke rigtigt?
Fra flyvemaskinen – på distanceret afstand, er skoven jo bare grøn, ik’?