Min bedstefar var den sidste styrmand på Danmarks sidste redningsbåd der blev drevet af årer – og mandsmod – Danmarks sidste ro-redningsbåd. Han og besætningen trodsede elementerne, når forholdene var farligst og vejret vildest. Han blev hædret for sit mod og fordi han reddede menneskeliv, der ellers stod til at gå tabt i Vesterhavets og Nordsøens ubarmhjertige temperament. De første tre børn, han og min bedstemor fik, døde inden de var 10 måneder gammel. Den ene døde mens min bedstemor var gået til bussen efter penicillin. Landsbyen hejste flagene, da min mor fyldte 1 år. Som 45 årig faldt min bedstefar i havnen pga. en uopdaget hjernetumor og døde ikke meget senere. Min bedstemor bar hans historie videre. I min bedstemors minde, bærer min mor fortællingerne videre og jeg gør alt, hvad jeg kan for at bevare denne fine mands historie. Denne fine mand, jeg aldrig har kendt – men vis livsmod og omsorg for andre og sin familie, stadig bygger og bor i mig.

Historierne er indtil videre filtreret tre gange og detaljerne og præciseringerne falder mere og mere bort og sløres af tiden der går.